The Descendants

Meget smuk og psykologisk korrekt film, der skildrer karakterer og deres forskellige handlingsmønstre utrolig godt.

På det smukke Hawaii bor Matt King med sin kone og sine to døtre. Her lever de et helt normalt liv, lige indtil konen Elizabeth, en dag er ude for en tragisk motorbåds ulykke, og ender i koma. Matt står nu tilbage med de to døtre, som han indser han hverken kender, eller ved hvordan han skal opdrage. Han beder inderligt til at konen Elizabeth vil vågne igen, men da lægerne gør det klart at dette ikke sker, må han tage rundt til venner og familie, og fortælle den forfærdelige nyhed.
Den ældste datter, Alexandra, er lidt af en oprørsk teenager, og da hun fortæller Matt, at Elizabeth har været ved at forlade ham for en anden mand, vendes der for alvor op og ned på den stille hverdag på Hawaii.

 

Psykologi fremfor overfladisk drama
Filmen ”The Descendants” er alt andet end en typisk amerikansk film. Den tager et yderst prækært emne op, og behandler det meget psykologisk flot og korrekt, fra mange forskellige indfaldsvinkler. Med det blotte øje kan filmen virke en anelse kedelig og handlings-fattig, men langsomt vil den opmærksomme seer, blive klar over, at filmen fortæller langt mere end man tror. For ganske rigtigt tager filmen kun ét meget centralt emne op, men emnet bliver behandlet dybdegående, og problemet bliver set fra mange sider. Filmen skildrer utrolig flot, hvordan de forskellige karakterer, reagerer forskelligt på samme emne, og hvordan de udvikler sig, og lærer at tilpasse sig situationen, som mennesker og dyr af instikt har lært de skal, for at overleve.

 

Afmagt og alle dens grimme ansigter
Matt King er desværre et genkendt eksempel på nutidens fædre. Han indser da hans kone bliver taget ud af hans hverdag, at han slet ikke kender sine børn så godt som han troede. Og hvordan opdrager man børn man ikke kender, og som måske slet ikke vil have noget med dig at gøre? Den afmagt de alle føler, tvinger dem til at lære hinanden bedre at kende, og især den afmagt der ses mellem faderen Matt King og den ældste datter Alexandra, er fantastisk godt illustreret. De fleste voksne og fornuftige mennesker, vil kunne se det forkerte i, at en far indviger en teenage-datter i en jagt på den mand, der har været sammen med hans kone, men i dette tilfælde er det hvad der er nødvendigt, og for dem mest rigtigt. Det bliver vist helt fantastisk, hvordan de begge har brug for en at kæmpe en kamp, og hvordan de har brug for at være fælles om noget.

 

Filmens karakterer
Hver især spiller alle skuespillerne i denne film helt fantastisk. George Clooney, der også er nomineret til en Oscar for ”Bedste mandlige hovedrolle” for netop denne film, gør især et utrolig godt job. Han formår at give den stille karakter han spiller, både liv og mimik, og gør Matt King til en karakteristisk karakter. I og med at rollen Matt King er en stille, og en smule indelukket mand, kan det ikke have været en let opgave for George Clooney, at gøre denne mand til noget særligt. Han gør sit bedste, og han gør det godt, men karakteren Matt King, begrænser George Clooney en smule, og lader ikke hans fulde potentiale skinne igennem.
Den unge kvinde der spiller Alexandra King, Shailene Woodley, gør også et fantastisk job. Hun formår at gøre det meget tydeligt og smukt, hvordan hendes karakter går fra at være en umoden og rebelsk teenager, til at være en voksen kvinde, der kan tage ansvar. Hun demonstrerer også utrolig flot, hvordan hun lader til at være blevet sat i en rolle, der ikke rigtig passer hende. Hendes banden og svovlen virker unaturlig, og kan i starten forveksles med dårligt skuespil, indtil man indser, at det hele skyldes at denne teenage-pige, er blevet tvunget ud i en oprørsk rolle, som et forsøg på at kæmpe imod alt det der skræmmer hende.

 

Konklusion
Selvfølgelig har filmen som enhver anden film, et par svipsere eller mindre heldige elementer. Dette kunne f.eks. være den yndste datters, Scottie, lidt for veltalende person, hendes alder taget i betragtning. En pige på den alder er ikke så grammatisk korrekt og situationsfornemmene, men alt i alt er filmen fantastisk, og derfor kan de små svipsere nemt tolereres. Er man ikke til psykologiske film, er denne film et dårligt valg. Filmen bygger på psykologiske reaktioner, og ikke på en udspillende handling. Dette er vigtig viden, og det er nødvendigt at huske, hvis man efter at have set filmen, føler at man gik glip af noget.
Alt i alt en meget vellykket film, der på alle måder godt burde kunne leve op til de 5 Oscar-nomineringer den har fået (”Bedste film”, ”Bedste mandlige hovedrolle”, ”Bedste instruktør”, ”Bedste billede”, ”Bedste redigering”).
 

Javascript is required to view this map.

ANMELDELSE
DIN ANMELDELSE
5.04
Din bedømmelse: Ingen Gennemsnit: 5 (2 stemmer)
Kommentarer
Seneste
Anbefalinger