Vi kender alle sammen Van Halens ikoniske keyboard-drevne ”Jump”, og hvad enten man husker dem fra dengang MTV rent faktisk spillede noget, der nærmede sig musik, eller fra fodboldstadionets P.A.-anlæg i halvlegene, kan deres seneste album varmt anbefales.
Siden deres storhedstid i 1980’erne, har de to Van Halen brødre, Alex (trommer) og Eddie Van Halen (guitar), været igennem et hav af forskellige frontmænd og eksperimentale stadier både musik- og livsstilmæssigt – men nu er de tilbage med den originale besætning (med undtagelse af Michael Anthony på bas), med frontmanden David Lee Roth bag mikrofonen og det mest hårdtslående stadionrock-album indenfor de sidste 28 år.
Som at sætte sig ind i en tidsmaskine…
Det er helt tydeligt, at bandet har forsøgt at leve op til folks forventninger om at David Lee Roths tilbagevenden måtte betyde, at drengene vendte tilbage til deres oprindelig sex, drugs & Rock ’n’ Roll-stil, hvor tunge guitarriffs, guitar-helte soloer og flabede tekster var det der drev sangene. Det må man sige, de bestemt har levet op til med ”A Different Kind of Truth”, som albummet er blevet navngivet. Det er stort set som at sætte sig ind i tidsmaskine, og rejse tilbage til bandets storhedstid, når man trykker "play".
Misledende single, ”Tattoo”
Jeg må indrømme, at jeg et kort øjeblik var bange for, at drengene havde overskredet sidste salgsdato så at sige, da de udsendte den lettere flade single ”Tattoo” for et par uger tilbage, hvor vokalen desværre virker lidt for monoton og sangen generelt virker som et mislykket forsøg på at hoppe med på mainstream-bølgen.
Det sagt, så har David Lee Roths succes jo unægteligt altid skyldtes hans udseende, attitude og frontmanship, hvilket desværre er gået lidt tabt med alderen, og jeg skal da gerne være den første til at indrømme at ”Tattoo” ikke ligefrem ville være mit første sangvalg til at promovere denne ellers fantastiske plade.
Genoptaget materiale fra storhedstiden
Foruden en masse nyt materiale, vil virkelig hardcore fans kunne lure, at bandet har genindspillet en masse demoer fra dengang, de endnu ikke havde skrevet kontrakt med nogle pladeselskaber. En stor håndfuld af guitarriffsne og grundidéerne stammer nemlig fra deres allerførste demo, uofficielt navngivet ”Zero” af fans, eftersom debutalbummet kaldtes ”Van Halen I”.
Dette forsøg på, at leve op til de høje forventninger, gør dog ikke det mindste, da det som også var hensigten, sender tankerne tilbage til de gode gamle dage, hvor Van Halen sad på toppen af tronen indenfor musikmiljøet. Pladen lyder som var det skrevet i 1984 - men først lige har ramt hylderne i pladebutikkerne.
The boys are back in town...
Gode gamle ”Diamond Daves” stemme er dog ældet en del i løbet af de sidste 28 år, men han forsøger fortsat ihærdigt at leve op til sit unge rockstar-image – måske prøver han endda lidt for hårdt, hvilket desværre smitter af på bl.a. "Tattoo", hvor der nærmest ”tale-synges”.
Van Halen brødrenes sammenspil er derimod bedre end nogensinde, og Eddies rehabilitering har virkelig gjort underværker – jeg vil endda gå så langt og sige, at han spiller lige så godt, hvis ikke bedre end dengang, han var på toppen og revolutionerede verden med sin flamboyante spillestil.
Man savner dog den kære Michael Anthony (tidligere bassist) og hans karakteristiske baggrundsvokaler, som nu er blevet erstattet af ingen andre end Eddie Van Halens søn, Wolfgang Van Halen, på bas – men han gør det ikke desto mindre fantastisk på bassen, og det er tydeligt at musikaliteten ligger i generne.
Sangene på albummet er yderst fængende og flere af omkvædene, f.eks. i ”Blood and Fire”, ”Bullethead” og ”China Town” inviterer nærmest til at knappe en pilsner op og skråle med til de eminente toner fra stereoanlægget.
”Hvad skete der lige her?”
Desværre har nogle få af sangene lidt for meget ”Van Halen III” over sig, og kræver derfor et par gennemlytninger, før man rigtig forstår sammensætningen og diverse overgange.
Det kan nærmest virke lidt som om, at de har gravet de fede riffs og vers frem fra gemmeren, men ligesom haft lidt problemer med at komme op med passende og fængende omkvæd, hvilket f.eks. kommer til syne i sange som ”Outta Space”, ”You and Your Blues” og ”Beats Workin’”, hvor versene og melodierne til gengæld er fremragende.
Nyskabende og klassisk på samme tid
Til gengæld fungerer det fantastisk, når sammensætningen endelig er i skabet. Bl.a. fungerer David Lee Roths ældede, røg- og whiskey-prægede vokal overraskende godt på de akustiske numre såsom ”Stay Frosty”, som dog virker en anelse som et opkog på klassikeren ”Ice Cream Man”, men fortsat lever op til formålet med at sende lytterens tanker tilbage til ”the good ol’ days”.
De af sangene, som ikke blot er genindspilninger af gamle, ikke officielt publicerede, demoer, men derimod sprit-nyt materiale, giver stof til eftertanke. Sange såsom, ”China Town”, ”Blood and Fire”, ”As Is”, ”Stay Frosty” og ”The Trouble With Never” giver nemlig et hint om, hvilken retning de garvede drenge i fremtiden vil gå rent musikalsk – og jeg skal da lige love for, at vi har noget at se frem til, hvis det er denne stil vi kan forvente fremover.
Bedste rock-album i 20 år…
Det er tydeligt for en mangeårige, hardcore fan som undertegnede, at bandet har forsøgt at leve op til min slags’ forventninger, men samtidigt forsøgt at modernisere musikken for at tiltrække nye fans, og resultatet er overraskende godt.
Jeg vil gå så langt at sige, at det er det bedste rock-album indenfor de sidste 20 år – og at jeg glæder mig som et lille barn til at se, hvad de finder på næste gang.
