Jeg har altid tænkt på musicals som noget meget overfladisk. Alt for glade mennesker der hopper rundt i kostumer og sminke. Det er falskt og der er ingen dybde i det!
Her sidder jeg så, efter en lang dag med øvning til Skatteøen, med en dyb følelse af lykke og lytter til Lisa Ekdahls fantastiske version af Cry me a river - noget af et genreskift kunne man sige, men så alligevel ikke. I min verden findes der to genrer, når det gælder musik. Det der får mig til at føle, og det der ikke gør. Den sidste af de to er der ingen grund til at snakke mere om. Den er ret uinteressant. Og nu er det så, at jeg bliver nød til at indrømme noget, som jeg ellers meget nødigt og sjældent gør:
Jeg tog fejl! Jeg tog virkelig fejl! Skatteøen tilhører nemlig den første kategori. Det samme gælder Joseph and the Amazing Technicolor Dreamcoat som vi spillede sidste år, og Les Miserable som vi så på vores studietur i London. For selvom det kan virke overfladisk og falsk, da det hele jo bare skuespil og performance, er den energi der er på scenen fuldstændig ægte, og overfloden af den er så stor, at den kan deles ud til publikum. Hos mig bliver denne energi efterhånden omdannet til en stille glæde - til drømme og håb om at der altid vil være noget i mit liv der kan fremkalde denne form for lykke, for den er virkelig fantastisk. Ja den kan næsten måle sig med forelskelse, eller måske endda sex (og dog, men overdrivelse fremmer forståelse.)
Derfor vil jeg opfordre alle der læser dette, til at tage ind og se Skatteøen, for denne følelse, er der ingen der bør gå glip af! Jeg kan desværre på ingen måde love, at du vil have det ligesom mig, men hvis der bare er en tusindedels chance for, at du vil, er det meget mere værd end de 90-140 kr., som billetten koster, om ikke andet kan jeg garantere, at du vil blive underholdt!
En blog fra 
