På jagt efter julefreden

Hvad er jul? Og hvad gør man ved julestress? Bliver det overhovedet jul i Herning i år og hvad har bingo med det hele at gøre? Dette er min jagt på julefreden. 

Så er det igen den tid på året. Julen er her - julen er landet. Julen er hjerternes tid. Julen er hjerternes fest. Julen er traditionernes tid, julen er børnenes fest. Nogle mener at julen er reklamernes fest, mens andre undrer sig over hvor julen egentlig er blevet af.

Med jul kommer stress og ting, vi skal nå. Kalendergaver skal købes. Julekager skal bages. Julegaver skal forhandles og lige pludselig er der også storme, som skal bekæmpes. Dog snakker vi stadig, år efter år, om julefreden som skal sænke sig og at det er vigtigt at tage sig tid – en smule paradoksalt?

Jeg har altid haft et nogenlunde fredfyldt forhold til julen. Jeg har altid været i utrolig god tid med julegaver og da jeg alligevel aldrig har kunne finde ud af at bage, har jeg ikke skulle tænke på julebag. Men efter jeg er startet på universitetet, er der kommet en hel ny stress-faktor og den synes at indhente mig i år; semester projekt. Det er kort sagt et projekt som er indbegrebet af alt for meget læsning, alt for mange sider som skal skrives og alt for meget kaffe som skal indtages – hvem har fundet på at studerende skal skrive eksamen i december måned?

Derudover er der mange andre ting, som kræver min opmærksomhed i denne måned. Alene i sidste uge deltog jeg i julebingo i studenterhuset, julebazar på TEKO og er netop blevet en del af den frivillige markedsføringsgruppe for Fermaten.

Julebingo var planlagt af Eventudvalget for studenterhuset og arrangementet var utrolig vellykket. For deltagerne var der flotte præmier og gratis æbleskiver med flormelis og syltetøj – præcis som de skal være. Jeg tog naturligvis fejl af 90 og 19, og råbte ”BINGO!” så højt jeg kunne – hvorefter jeg flovt måtte krybe ned i stolen og erklære lavmælt, at jeg ikke havde pladen fuld alligevel. Dog kom jeg hjem med et par præmier og mange æbleskiver i maven. Aftenen blev fuldendt af sneen, som stille faldt udenfor – kunne det blive mere julet?

På onsdag starter jeg på Fermaten, hvor jeg skal arbejde som en fast del af markedsføringsgruppen, som består af 5 frivillige. Da jeg går på en uddannelse som blandt andet omhandler markedsføring, er det en perfekt mulighed for at få lov til at arbejde med det i praksis. Derudover elsker jeg alt slags musik – og har nu muligheden for at have meget med det at gøre.

Min weekend er gået med et kort ophold på Sallingsund Færgekro og en lørdag nat på dansegulvet på SHU, med 3 veninder fra studiet. I aften skal jeg ud til en veninde, som lige er flyttet i egen lejlighed og i den forbindelse byder på risotto med rejser og god hvidvin. Uhm.

Så hvad er jul? Julen er mange ting. Julen kan være stresset og fyldt af arrangementer, gøremål og aftaler. Julen kan også være forskellige tider; måltider, sengetider, bustider og manglende kvalitets tider. Vigtigst af alle tider er tiden til sig selv og dem, man holder af. Vigtigst af alt er, at nyde det, man laver. Det må jeg prøve at huske, når jeg om lidt skriver videre på min eksamen.
 

Kommentarer
Seneste
Anbefalinger