Ræs i juletiden

Årets sidste blogpost om at prioritere hvad der er vigtigt, og skabe sine egne traditioner.

Så er det tid til årets sidste blogposts inden der er dømt juleferie med masser af mad og julehygge.

Og dog, for juletid er lig juleræs. Ræs med gaverne, ræs med maden, ræs med besøg hos hele familien og ræs med hyggen. Ræs med konfekten, ræs med julekort og for alle vi studerende - ræs med eksamensopgaven som lige skal være færdig inden vi rigtig kan juleræse.

Jeg synes dog vi skal huske at julen er en herlig tid, og lade være at jage over de mange "standardiserede" juletiltag som er gået hen og blevet tradition. Nu er min egen generation ved at være i den alder, hvor nye traditioner bliver skabt mens andre bliver sluset ud. Det er nu tid til at lægge stres og jag bag os, og give os tid til at hygge med familien. Det er nu vi kan få lov til at bestemme hvad der er vigtigt - og i mit tilfælde gælder det først og fremmest familien.

Julen er også den tid man skal give sig tid til at besøge dem, man ser alt for lidt i løbet af året - så i stedet for at ærge sig over at skulle trækkes med til tantes julefrokost for alle de gamle hoveder som man intet tilfældes har med, så tag det som en gave at man endelig får lov at se hele familien samlet og de alle har tid til at se dig. Når alt kommer til alt - er det jo ikke vigtigt hvilket stykke kluns eller hvilken computerconsol som ligger under juletræet - det er familien der tæller.

Når jeg i min første blog og endda årets sidste blog tillader mig at bruge så meget spalteplads på familien, når jeg ikke engang får taget mig sammen til at ringe rundt i løbet af året, skyldes det hovedsageligt at min familie sidste år ved denne tid blev ramt af kræft. Det sætter tingene lidt i perspektiv, og jeg er ikke sikker på jeg nogensinde vil have særlig fokus på hvad der ligger under træet sammenlignet med det fokus jeg har på de som sidder rundt om træet.

Så jeg ønsker med årets sidste linje at minde alle om, at julen handler om at værdsætte de mennesker man har, og ikke de materiale goder som fjerner fokus fra det vigtige.

Rigtig god jul - og et rigtig godt nytår!

Simon Vingaard

 

Kommentarer
Seneste
Anbefalinger